Mine Briarder
Briarden
Det er efterhånden mange år siden, at jeg tabte mit hjerte til den franske hyrdehund, Briarden.
Faktisk så jeg den første gang i et svensk hundeblad og gav mig til at læse mere om racen. Senere mødte jeg den "in natura" og så var jeg solgt. Siden har jeg haft 3 briarder, og det er blevet "min" race. Der er ikke så mange der kender racen, så derfor bliver der stillet mange spørgsmål til mig om min hund, når jeg går på gaden med den.
Briarden er en stor hund 56 - 68 cm. Den er, som mange andre hyrdehunde, længe om at blive voksen. Mentalt skal man ikke regne med, at den er voksen, før den er 3 år gammel. Den kræver en kærlig, men konsekvent opdragelse, og den vil gerne arbejde. Den er en glimrende brugshund, men den gider som regel ikke lave samme øvelse alt for mange gange i træk.
Ronja, min allerførste briard
Undtagelsen, der bekræftede denne regel var "Ronja". Hun var min første briard, og hun blev aldrig træt af at hente bolde og pinde, som vi kastede. Får man en hund som hende, skal man dog alligevel begrænse det lidt, da det kan stresse hunden unødigt at styrte efter bolde og pinde uafbrudt. Det er meget bedre at arbejde med sporsøg og andre mentale aktiviteter, som i øvrigt også trætter hunden meget mere og på en bedre måde, fordi den får lov til at bruge de små grå hjerneceller.
Desuden er Briarden en race, der kræver en del pelspleje, men hvis man vænner hunden til at blive børstet og nusset om helt fra lille, kan det blive til en hyggestund for både hund og ejer.
Gipsy, en meget nem hund - bortset fra pelsen
Min næste briard anskaffede jeg mig, da jeg var med en veninde i Frankrig. Hun skulle hente et par hvalpe til sin kennel (Nitouches), men jeg faldt for en af de små uldklumper også, og "Gipsy de la Fontaine aux Hirondeaux" kom med mig hjem. Hun var en meget forsigtig hund, som ikke var vild med at hilse på fremmede. Hun var en dejlig hund for mig, og den nemmeste hund af de fire, jeg har haft.
Da jeg selv ikke er så fysisk stærk, passede det mig fint, at hun var så forsigtig, og hun blev også hel god til øvelserne på træningspladsen. Det der voldte hende størst problemer, var de øvelser, hvor hun skulle løbe væk fra mig (fremad, rundering). Til gengæld havde jeg aldrig problemer med at hun stak af fra mig, og det var jo dejligt. På et tidspunkt besluttede jeg mig for at få hende klippet, så jeg kunne bruge mine kræfter på at lave sjove ting med hende i stedet for at børste og frisere. Hun havde en meget stor pels.
Desværre måtte jeg af med Gipsy sommeren 1998, da hun fik leverkræft kun 7 år gammel.
Nikki, en rigtig forlagshund
Nikki var en meget livlig hund, der gerne ville lære nye ting og gerne ville hjælpe,hvor hun kunne, også som gammel. Hun lærte bl.a. at hjælpe med at tage vasketøj ud af maskinen og give mig det, så jeg kunne hænge det op, men det kan du læse meget mere om i artiklen ”Min egen servicehund”.
Nikki blev 13 1/2 år, så hun har fulgt mig i næsten alle de år, jeg har haft mit bogforlag og var en rigtig forlagshund, der fulgte med på alle de kurser, jeg afholdt og desuden elskede at komme med hen på lageret for at hjælpe med at ekspedere bøger. Hun sørgede for at løbe hen i papirkurven med alt affald fra emballage og fragtbreve.(Se filmklip længere nede)
Det var en tung tid, da vi i januar 2012 måtte tage afsked med Nikki, da hun efterhånden var blevet helt døv og desuden heller ikke længere kunne gå tur.
Nikki blev aflivet herhjemme under rolige forhold og med sine mennesker siddende omkring sig. Der gik også næsten 6 måneder, før vi skaffede os hund igen.
Duchesse
Der er rigtig mange lyde i hende og hun elsker at blive friseret og nusset om, så der er en stor chance for, at hun bliver ved med at være langhåret, selv om det dog godt kan være, at pandehåret bliver klippet på et tidspunkt.
